Kom godt igang
Er du interesseret i at komme igang med billard-spillet / prøve dette, kan du kontakte en af de 3 øverste herrer her Kontakter / Bestyrelse.
Du kan også blot indfinde dig i klublokalet, som du finder på den tidligere sergentskole Gerlachsgade 2 i Sønderborg - se evt. Klublokale / Vejviser
Der vil altid være medlemmer tilstede i formiddagstimerne Mandag-Tirsdag samt Torsdag-Fredag fra kl. 9.00 til ca. 12.00.
Her er der livligt gang i træning og spil under hyggelige og kammeratlige former, og skulle du være absolut nybegynder skal du nok gøre opmærksom på dette, med henblik på at nogen viser dig lidt tilrette omkring stødteknik, spilleregler osv.
Tips & Tricks
Instruktion af nybegyndere er vores kasserer Gunnar Eybye rigtig god til, dvs. han er ikke officielt instruktør, men meget imødekommende og god til at vise til rette på et passende begynderplan.
Studér evt. lærebøger som f. eks. Keglebillard i Danmark - Lærebøger . og Billardskolen - hvis du Googler ordet "billardskole" vil du se mange forskellige sider om emnet.
Medlemsrabat på Billard-køb (køer, handsker el. hvad det måtte være) er muligt - kontakt Gunnar.
Kø-reparationer
Mange tilbyder sig på Internettet omkring udskiftning af limlæder (kødupper), salg af samme og diverse reparationsudstyr, og selvom det ikke er nogen herregård er man hurtigt af med omkring 2-300 kroner, hvis køen skal sendes ind osv.
Det anbefales at lære sig "kunsten" selv, dvs. det er overhovedet ingen kunst, hvis nedenstående procedure følges, og klubben har en slibeindretning og opspændingsværktøj, som kan lånes.
- se billedet her til højre.
Prøv de bløde fler-lagsdupper, som er kendetegnet ved større effekt (typisk blå). Har du først vænnet dig til disse, får du helt automatisk øvelse i at skifte dup - for så går du igang med alle dine køer :-)
Lad være med at købe dyr special lim, som koster det dobbelt i forhold til en lille tube Locktite fra supermarkedet - men køb ikke den lyntørrende, men medio, så der er tid til at centrere duppen.
Fremgangsmåde for dupskifte:
1) Bortskær med en god lille hobbykniv den gamle dup - kom helt ind til kappen, uden at ødelægge den.
2) Bortslib evt. duprester, så der fremkommer en helt blank og glat flade og NB: Brug kun den specielle slibe rondel med spænder, som sikrer, at der slibes helt vinkelret på køspidsen.
3) Påfør medium tørrende Locktite på køspids, og lad det tørre så længe, at man akkurat kan glide duppen frem og tilbage (start evt. med at prøve dig frem med gammelt materiale)
4) Vær omhyggelig med at centrere den nye dup - navnlig hvis den passer perfekt på kappen.
5) Sæt duppen i spænd med nævnte specialværktøj, og lad det hele stå natten over (min. 12-14 timer).
6) Såfremt limlædderets diameter er større end kappe, bortskæres forsigtigt overflødigt materiale, men ikke mere, end der er lidt tilbage til en afsluttende slibeproces. Brug fil eller passende sandpapir, dvs. hvad der er bedst afhænger lidt af materialets beskaffenhed.